Rollespil.

N stuff.

Casey og Gabriel. New York. Vampyrer og kæder og sådan noget. :B

Hey ho. Let's go. <3

Skal jeg liek starte? :c

Ja.. :B

Nå.. :B

Casey:
*Er kommet nogenlunde uskadt fra at være blevet holdt som gidsel af et par vampyrjægere. Jeg har dog stadig sølvkæder hængende om håndledende, hvilket bestemt ikke kan siges at være behageligt, da de rent bogstaveligt brænder huden de rør. Det er ikke ligefrem fordi jeg kan holde armene på en måde, så de ikke rør min hud, så det har jeg opgivet for længst*
*Sidder, på trods af kæderne og smerten, lige så stille i lejligheden og ser ned på mine håndled uden helt at vide hvad jeg skal stille op med det. Jeg kan jo ikke rigtig selv fjerne dem, så lige nu er der ikke så meget andet jeg kan stille op*

Tihi. :B

Gabriel:
*Hans ansigt har det ikke ligefrem alt for godt, men der er ikke det store at gøre ved det, da han ikke har lyst til at forlade dig lige nu. Han er dog sikker på, at det ser rimelig grimt ud, så han føler ikke rigtig, at han har lyst til at røre ved det, eller se på det*
*Han ender til sidst med at forsætte over til dig, han kan vel lige så godt prøve, at få kæderne af dig, da det ikke ligefrem er første gang, han har et sådan et par. Han sætter sig ned på hug foran dig, og tager forsigtigt fat omkring dit ene håndled, og ser på kæderne. Han stikker så bare spidsen af kniv ind i det, der kunne minde om et nøgle hul, imens han holder fat omkring sølvet imens, så det ikke bliver slået for meget rundt. Det er dog ikke ligefrem behageligt for ham*

Casey:
*Har valgt ikke at kommentere på dit ansigt, siden det bestemt ikke ser for kønt ud lige nu, men det er vel ingen overraskelse. Desuden heler det jo igen og siden det ikke ser ud til at være alt for smertefuldt for dig er det vel knap så slemt som det ser ud*
*Rynker blot brynene en anelse, da det at du har fat i kæderne naturligvis strammer dem omkring mine håndled, men igen siger jeg ikke noget til det. Hvis det kan få mig ud af dem er jeg mere end tilfreds*

Gabriel:
*Han regner ihvertfald med, at det heler igen, så han ikke skal se sådan her ud resten af sit liv. Han ender dog med at rynke let på næsen, i det det kommer til at kræve en del fumleri, for at få åbnet kæden, men det lykkedes da til sidst, og han smider den blot på gulvet, før han går igang med den anden. Det må ikke være behageligt at have på*

Casey:
*Er ret lettet da mit ene håndled kommer fri. Jeg hæver armen en anelse og vender min hånd lidt prøvende. Såret lukker sig lidt med det samme, men forsvinder ikke helt, siden jeg ikke har fået blod det sidste stykke tid. Mit blik falder dog på dig igen, men jeg tier blot stille imens du fumler med den anden lås*