Indsæt fnacy overskrift til et rollespil her

Ja, fordi jeg er så dygtig, rauw.

Jeg holder det meget kort, da det er i 1400-tallet og i Venedig. Det er under renæssancen, hvis Sofie havde glemt det. <3
Og det er Abel og Juan, yeeeey.

Og.. go, go, go.

Det var sq da i 1700-tallet, main.
- Hvem starter?

No shit. :c
- Du gør. <3

I shit you not. :c

Juan:
*Befinder mig blot i min fars butik. Normalt er jeg her hovedsageligt bare om medhjælper, men min far har fået en eller anden vigtig bestilling, som han vil have at jeg tager mål til, for at få bedre føling med skræderfaget*

Oh my. *I*

Abel:
*Han er egentligt blot på vej hen til skrædderiet, og eftersom han ikke kan gå ud om dagen, med mindre han gerne vil blive til en fin bunke af aske, har han været nødt til at vente, til det blev aften. Egentligt ikke fordi, at det betyder det store for ham. Det ville bare være rart med noget nyt tøj*
*Han ender til sidst med at nå derhen, og han skubber blot døren op og forsætter videre indenfor*

Juan:
*Har siddet på bordpladen og rullet et målebånd omkring min ene hånd i en lille halv time nu. Da døren åbner ser jeg dog op og sender dig et venligt smil*
"Mr. de Venezia?"

Abel:
*Hans blik falder på dig, som du sidder der med målebåndet i den ene hånd. Han kommer til at trække på smilebåndet, selvom det hurtigt forsvinder igen. Han ser dog ikke uvenlig ud af den grund*
"Korrekt."

Juan:
*Rejser mig fra min plads på bordet og begynder at rulle målebåndet ud. Selvom dit smil forsvinder har jeg stadig mine mundvige trukket let opad*
"Vil De stille dem henne ved vinduet? Lyset er ikke så godt på den her tid."
*Er ikke ligefrem vant til at folk kommer efter mørkets frembrud, men jeg kan vel være nødt til at vænne mig til den slags*

Abel:
*Han nikker ganske kort, før han ender med at træde hen til vinduet. Selv han har intet problem med at se, men han har vænnet sig til, at han skal tage lidt mere hensyn til mennesker*
"Selvfølgelig."

Juan:
*Har heller ikke problemer med at se som sådan, da der er lyst tændt rundt omkring i rummet, men så effektive er de trods alt heller ikke*
*Følger blot med dig over til vinduet*

Abel:
*Han følger dig lidt med øjnene imens. Han sørger dog for, at han ikke står fuldkommen stille, og flytter vægten over på den ene fod imens han står der*

Juan:
*Stander et lille skridt fra dig eller deromkring. Jeg har aldrig haft noget stort problem med at skulle være tæt på fremmede, men det er nok fordi jeg er vokset op med det, hvis man da kan sige det sådan*
"De må gerne hæve armene en smule."
*Smiler fortsat en anelse idet jeg siger det, men det er mest for ikke at virke som om jeg kommanderer rundt med dig*

Abel:
*I det mindste havde han stort set lige drukket, før han kom her, så han har en nogenlunde normal kropsvarme. Det ville nok ikke være helt uden mistanke, hvis han var fuldstændig kold*
*Han hæver blot armene som du nu engang beder ham om*

Juan:
*Begynder blot at tage dine mål, omkring armene og din brystkasse. Ind i mellem skribler jeg målene ned, så jeg ikke skal gå og huske dem i hovedet*

Abel:
*Han står blot og betragter dig imens. Han finder det faktisk en anelse underholdende*

Juan:
*Gør vel bare mit job* *I*
*Får taget alle dine mål, hvilket nok tager 10 minutters tid eller deromkring. Det er ikke ligefrem en langvarig process*

Abel:
*Han lægger blot vægten over på den anden fod nu, og han ser blot på dig*
"Jeg gætter på, at du er mr. Perez søn?"

Juan:
*Lader blikket glide ned over de mål jeg har skrevet ned, for at se om det giver nogenlunde mening, men da du taler vender jeg blikket mod dig. Jeg nikker en enkelt gang*
"Ja, sir."

Abel:
*Han tænker ikke specielt meget over, at han nogengange siger 'du' i stedet for 'de'. Det sker fra tid til anden*
"Juan, gætter jeg på?"

Juan:
*Har ikke det store imod det. Den eneste grund til at jeg taler formelt til folk hele tiden er, at jeg ikke har lyst til at ødelægge min fars foretagenes gode rygte ved at være respektløs*
*Nikker endnu engang og trækker en anelse på smilebåndet*

Abel:
*Hans blik hviler blot på dig, og han kommer til sidst selv med et nik*
"Mit navn er Abel. Det er nok en del mere præcist end 'de Venezia'."

Juan:
*Smiler blot en anelse og lægger hovedet på skrå*
"Er det en pæn hentydning til, at De helst vil kaldes ved fornavn?"

Abel:
"Ja, det var det."
*Han kommer til at smile en anelse over dig. Han ender blot med at nikke lidt*

Juan:
"Jeg skal prøve at huske det."
*Regner med at du kommer tilbage efter det tøj du skal have syet, så..* *I*

Abel:
*Han ender med at træde ind i butikken endnu engang, for at hente sit tøj. Han kan godt mærke, at stemningen i byen har ændret sig en del, siden han ankom, da de fleste er igang med diverse forberedelser til Carnevale di Venezia*