Derp rollespil. <3

Aidan:
*Trækker en anelse på smilebåndet da du ser på mig. Det kan godt være at du har minder fra flere mennesker kørende rundt i hovedet, men for mig at se er du stadig bare et barn, hvilket også er grunden til at jeg rækker den ene hånd ud og roder lidt forsigtigt op i dit hår*
"Hvis du siger det. Men jeg er her, hvis du får brug for noget."

Azura:
*Han lukker øjnene kort, i det han mærker din hånd i sit hår, men ender da med at trække lidt på smilebåndet. Han er klar over, at du nok gerne vil se en eller anden form for reaktion fra ham og det virker egentligt heller ikke fair, hvis han ikke giver dig en*
"Tak."

Aidan:
*Ville såmænd nok overleve ikke at få en reaktion fra dig, men dit smil gør mig dog i lidt bedre humør. Jeg trækker blot min hånd til mig og ender med at rejse mig op, da jeg egentlig bare skulle tjekke hvordan du havde det. Hvis det er lettere for dig at tackle dine minder alene har jeg ikke tænkt mig at forstyrre dig*
"Don't mention it." - Ragequit.

Azura:
*Han er vokset en del de sidste par år, og er skam allerede begyndt at skyde i vejret. Han har det stadig med ikke, at ville samarbejde, men det er i grunden ikke så underligt, med den måde han er blevet behandlet på, siden han kom her. Han har kunne holde sig selv med selskab uden de store problemer, når du ikke har været der. Han har lidt accepteret, at du ikke ligefrem har tid til at rende og være sammen med ham i tide og utide. Han kan dog mærke en vis rastløshed, der er begyndt at sprede sig i hans krop. Han er træt af at være her, mere end han rigtig kan sætte følelser på. Han vil ud herfra, og i det mindste få lov til at få noget, der kunne minde om et ordentligt liv*

Aidan:
*Det er ikke ligefrem fordi jeg nyder at se dig sidde indespærret, for det er ikke svært for mig at regne ud, at du gerne vil have noget bede. Det er ikke svært at se på dig, når det kommer til stykket. Som sådan er der ikke meget jeg kan gøre for dig, i hvert fald ikke for at få dig ud herfra, siden der stadig er ting at bruge dig til. Det eneste jeg egentlig kan gøre er at holde hånden over dig fra tid til anden ved at bruge det argument at du knap er mere end et stort barn, hvilket også er grunden til der er nogen der er begyndt at betegne dig som mit kæledyr. Du er sådan set også den eneste af de Seere der er anbragt her som jeg bekymre mig om, men jeg har trods alt også set dig vokse op - og blive højere end mig. Det er efterhånden et stykke tid siden du voksede mig over hovedet*

Azura:
*Han har ikke den fjerneste anelse om, hvad folk går og siger om ham, hvilket vel ikke er så underligt. Han modtager generelt ikke meget kontakt ude fra, og når han endelig gør, er det enten i form af dig, eller nogen, der slæber ham med, for at få ham til at bruge til et eller andet. Det ender som regel i at han får en del slag, og blå mærker, da han ikke rigtig rækker ind efter, hvad de beder ham om, stadigvæk. Han har ikke tænkt sig at give dem den tilfredsstillelse, at han samarbejder med dem helt frivilligt, som andre Seere, har valgt at gøre. Lige nu vader han lidt rundt på det lille værelse. Efterhånden synes han, at det er begyndt at blive mindre og mindre, i takt med at han er voksen i højden*

Aidan:
*Ville foretrække at du samarbejdede, ikke så meget for at glæde resten af vampyrerne, men lige så meget for at de ikke ender med at miste tålmodigheden med dig. Hvis det skulle ske kan jeg vel altid håbe at jeg har influence nok til at få talt dem fra at være for hårde ved dig eller endda skaffe sig helt af med dig. I bund og grund ved jeg ikke hvorfor jeg bekymrer mig så meget for dig, men det er vel en blanding af det at jeg altid har haft en eller anden form for mennesker og så det, at jeg som sagt har haft med dig at gøre siden du var barn*
*Har sat kurs imod dit værelse for at se til hvordan du har det, som jeg nu engang gør ind i mellem. Det er ikke fordi jeg har alverdens tid til dig og nu hvor du er blevet ældre kan jeg ikke rigtig undskylde med at det er uforsvarligt at lade dig være alene hele tiden. Jeg banker på døren da jeg når så langt, af ren høflighed, før jeg lukker mig selv ind*

Azura:
*Det er ikke fordi, at det slår ham ihjel at få lov til at være alene. Selvom at der er gået en håndfuld år siden han fik 'åbnet' ordentligt for sine evner, er der stadig ting han er igang med at sætte på plads. Det er lidt ligesom et stort puslespil i hans hoved, han ikke helt kan få til at falde på plads. Han lader hånden glide ned over ansigtet, men drejer hovedet, i det han hører, at der bliver banket på døren, før han bliver åbnet. Han trækker en anelse på smilebåndet, da det er dog. Det kunne han egentligt også høre på dine bank*
"Hey."

Aidan:
*Ser ikke nogen grund til at være mindre høflig overfor dig end alle de andre jeg omgås. Jeg er klar over at du har haft en del at tumle med siden du begyndte at huske dine tidligere liv, så jeg har respekteret når du har haft brug for tid til at få det hele til at falde på plads. Jeg gengælder dit smil da jeg lukker døren efter mig og lader blot blikket hvile på dig*
"I keep forgetting you've grown so much.." - I rage-quit again.

Azura:
*Han står og kigger lidt på dig. Du har ikke ændret dig det fjerneste, fra det billede han har haft af dig siden han var barn. Det undrer ham heller ikke - du er trods alt en vampyr, og har for længst mistet evnen til at vokse som han gør. Han trækker dog en anelse på smilebåndet over, hvad du siger til ham. Han er efterhånden også vokset dig over hovedet, og ser ud til stadig at vokse*
"And I keep forgetting that you don't."

Aidan:
*Hæver det ene øjenbryn en anelse, men jeg lader dog smilet hvile hvor det er. Når det kommer til stykket er det et lidt ømt punkt for mig, da jeg aldrig nåede at blive rigtig voksen rent fysisk, men det er ikke noget jeg tager personligt længere. Jeg regner heller ikke med at det er fordi du mener noget med det. Jeg trækker en anelse på skuldrene og træder længere ind i det lille rum, så jeg ikke stå helt ovre ved døren*
"Jeg tvivler på at du er så kæk når du begynder at få grå hår og rynker."

Azura:
"Skidt med det. Selv hvis det når at ske, så bliver jeg genfødt senere."
*Han ender med at sætte sig ned på sengen. Her er ikke meget plads, og sengen er egentligt det eneste ordentlige sted, at kunne opholde sig, med mindre man vælger at gå rundt i lokalet, selvom at to mennesker ikke kan gøre det, uden at støde ind i hinanden. Han strækker benene en anelse ud. Bukserne han har på, er begyndt at stumpe en anelse, fordi han er vokset så hurtigt*

Aidan:
*Kan ikke rigtig undgå at tænke på at det i bund og grund ville være mindre problematisk for dig bare at gøre en ende på det, siden du ville blive genfødt udenfor murene, så at sige. Det generer mig mere end det burde, men jeg håbe at det ikke bliver en realitet. Det er kun nu, når du sidder ned, at jeg er højere end dig*
"Jeg håber det sker."